Viser opslag med etiketten Andre bloggere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Andre bloggere. Vis alle opslag

søndag den 5. august 2012

Hvor blev hun af..?

Bare lige et hurtigt reklame-indslag:

Bloggen er flyttet - hvis du har lyst, så kig forbi Tulle og Trillebøren hvor jeg fremover vil dele mine have og blomsterbilleder, krydret med lidt af det, vi laver i butikken.


Jeg håber på at mange vil flytte med over på den nye blog, og jeg vil selvfølgelig prøve at finde jer alle igen og opdatere blog-roll!

God weekend

søndag den 15. januar 2012

Jeg har da raget til mig...

Nu er det vist på tide med nogle opdateringer! Efter en uge med influenza ( piv ) var det bare skønt med dejligt vejr idag, så jeg kunne komme ud og se til alle mine "børn" :

I efteråret var jeg blandt de heldige vindere hos Frøskuffen . Jeg fik lyserøde perlehyacinter, ranunkler og anemoner, og de ar alle lagt i potter i drivhuset. Nu titter de første op! Og idag fik jeg da lige købt frø for en mindre formue også hos Frøbutikken så jeg glæder mig som et lille barn til at modtage alle godterne!

Hos Susanne med bloggen Akelejer og andet meldte jeg mig til en forpligtende give-away. Susanne sælger nemlig også frø via Susannes BlomsterCafe og der var udloddet rosa gyldenlak og lilla ridderspore. Betingelsen var, at vi skulle fortælle lidt om projektet undervejs: Gyldenlakkerne blev hurtigt store og er blivet priklet om i en plasticbakke, men kun en enkelt af riddersporerne har vist sig. Måske gør jeg noget forkert - jeg har også sået andre riddersporer, og de spirer også meget begrænset..Hm!

I haven nyder jeg denne skønhed lige nu.

Og de første vintergækker er tittet frem.


Clematis Jackmannii fik en tur med saksen idag. Se bare hvor fine knopper, den har allerede nu. Man skal bare være hård - den skyder jo helt vildt senere og bliver meget omfangsrig!

Og så fik jeg sået hvide, dobbelte akelejer - en gave fra Marie-Louise fra Den Frodige Have .

Jo - jeg har da rigtig raget til mig !!

torsdag den 15. december 2011

Så er der fundet en vinder

Og den heldige er:

Karina med bloggen Bogmærket

Karina har fået en besked på sin blog.

Tak til alle for deltagelsen - der var 27 deltagere, og alle blev skrevet op på en seddel det antal gange, de deltog, og Hr. Tulle trak en tilfældig op af æsken.


- og lige som svar på et spørgsmål om klaver-dekorationen fra tidligere idag:
Den er lavet i våd-oasis. Det gør jeg altid, det holder bedre og er nemt at skille ad igen!


søndag den 4. december 2011

Højsommer i en hemmelig have

Det var det ihvertfald, da vi var nogle blogge-damer, der besøgte denne skønne have. De andre søde blogge-damer har vist lidt fra denne perle - nu vil jeg også dele mine "skud" med jer. For sikke en fantastisk, hemmelig have. Ejerinden er selvfølgelig hele landets sødeste Grønne Tante, og se her, hvad hun kan skabe af stemning :




En helt igennem fantastisk have, der overvælder med sit blomsterflor og finurlige detaljer. Jeg er helt solgt! Det må uden tvivl være et godt bud på paradis på jord. Og samtidigt anerkender jeg den arbejdsindsats, der ligger i at holde den... På en kold og ruskende decemberdag som denne har jeg heldigvis de skønneste sommerminder at lune mig på.

Tak for gæstfriheden, Tante Grøn
Og tak for godt selskab, d´damer ;-)


tirsdag den 1. november 2011

Også en nominering her..

Jeg blev simpelthen så glad da jeg fik mailen om at jeg var nomineret til ISABELLAS blogpris. Tænk, at de har kigget så mange skønne blogs igennem og lige faldet over min som en af fem dejlige danske haveblogs. Og jeg er jo kommet i godt selskab med de øvrige nominerede! ;-) Det er så hyggeligt.


I kan stemme ved at klikke på billedet øverst til højre på siden - det kræver en privat facebook-profil.
Konkurrencen løber frem til Februar, så der er god tid til at kigge alle de skønne blogs igennem!


Det, jeg byder ind med i den sammenhæng, er jo nok mine DIY-projekter. Det er også det, de har lagt mærke til ved nomineringen, så jeg vil følge den plan, jeg havde i forvejen og lægge små og store binderiprojekter ind løbende, krydret med her og nu rapporter fra haven.

Jeg håber, I vil kigge med ;-)

lørdag den 29. oktober 2011

Perfekt Plantetid!!

For barrods-roser. Vi har lige fået 21 hjem, og de fleste skulle ud i vores nye pergola.

Jeg har ikke fået alt, jeg ønskede mig. Nogle roser var de nød til at finde andre forslag til - det er jo også ok når man får dem til yderst favorabel pris!

men det kræver lidt mere planlægning og søgning på nettet efter de nye og ukendte sorter..

Lige om lidt skal alle løgene her ned i jorden og gøre roserne selskab. Der er ca. 500 løg...

Og for noget tid siden vandt jeg en "side-gevinst" hos Frøskuffen hvor søde Diane også havde vedlagt et hyggeligt kort og en ekstra overraskelse. - Jeg vandt bl.a. lyserøde muscari, dem glæder jeg mig meget til!!

Jeg slutter af med nogle høstfarver fra haven - mit kamera gik helt i sort, så jeg kunne faktisk ikke se, hvad jeg lavede, men håbede på det bedste!




Ønsker jer alle en rigtig dejlig lørdag! Og vender snart tilbage - også med "nemme" DIY - projekter ;-) Og mindre nemme, men måske som inspiration.

torsdag den 8. september 2011

Et lille torsdagseventyr

Der var engang en lille kvan, der dannede sine første rødder i en hemmelig have langt nordpå. Kvanens mor var en rigtig flink dame, som syntes, at den lille Angelica skulle have et nyt hjem under sydligere himmelstrøg, og derfor blev kvanen nænsomt pakket i fugtigt papir og en plastpose, så den ikke skulle mangle vand under den lange rejse sydpå.

Vedlagt i pakken var også et sødt kort, hvor den lille kvans stamtræ og fulde navn stod beskrevet. Da pakken ankom, blev den søde Angelica straks pottet op i frisk muld, og den fik lovet en lun plads i drivhuset vinteren over. Selvom det var sydpå, bliver vintrene nemlig hårde for en lille nyplantet Angelica Gigas.


Nu står den så og hygger sig i nye omgivelser, og venter på at vokse sig stor og stærk. Og hvem ved, måske kommer dens mor en dag og besøger den?


... Se det var et rigtigt eventyr .....

Award til mig?!

Jeg har modtaget en Award fra søde Mille med bloggen http://designlacamara.blogspot.com/  


Og som tak forpligter jeg mig til:

1. Takke og linke tilbage til den person, der tildelte mig awarden: Tjek - er gjort
2. Give awarden videre til 8 andre bloggere, som jeg har opdaget for nylig: Den vender vi lige tilbage til

3. Kontakte de 8 bloggere og fortælle dem om deres pris: Jaeh ... læs videre
4. Fortælle 8 ting om mig selv som jeg vil dele:

Men her kan jeg godt lege med:

1: Jeg HADER kædebreve

2: Jeg er sukkerafhængig

3: Jeg har forlængst besluttet mig for, at hvis en film ikke gør mig i godt humør eller direkte skræmmer mig, vil jeg ikke se den! Hvorfor spilde tid på det?

4: Jeg er uddanet Clairvoyant og Dyrehealer - bruger det dog ikke

5: Har været Landsmester i riffelskydning

6: Ville som barn være tandlæge, for de tjente gode penge!!

7: Hader edderkopper...

8: Synes det er vigtigt at omgive mig med smukke ting, blomster og natur.

SÅ - jævnfør punkt 1 - vil jeg IKKE sende awarden videre i Blogland, men giver den op i luften og så kan man gribe den, hvis man vil.
Og der er så mange fine blogs derude, og jeg hygger mig meget med at læse dem, og "lære folkene bag at kende " så meget som man nu kan virtuelt.

SÅ TAK TIL JER ALLE - I beriger min dag! <3 <3

tirsdag den 23. august 2011

På besøg i en berømt have!

Det er selvfølgelig Claus Dalbys have, jeg mener, og jeg var en af de heldige, der søndag fik lov at kigge ind i denne store og smukke have. Det, jeg har valgt at fremhæve her, er The Sunken Garden. Et helt enestående haverum, der på en og samme tid giver ro, inspiration og pirrer sanserne.
Farveholdningen i denne have er kompromisløst sammensat, ligesom symmetrien.

Det går op i en højere enhed, uden at virke for stramt, for de mange krukker bløder op på kanterne og giver et pragtfuldt, frodigt indtryk.

Alt er gennemtænkt, og havens mange fikspunkter ses også tydeligt her.

Lyden af vand er med til at pirre sanserne.

Der er ingen tvivl om at Claus er sublim udi farvesammensætninger, men ikke nok med det, der er også tænkt i former og teksturer.

Haven er beundringsværdig på mange områder, ikke mindst for det grafiske indtryk, og det ses tydeligt, at intet overlades til tilfældighederne - det skulle da lige være et par selvsåede planter hist og her, og det højner jo charmen.

Det var spændende at opleve denne have - og hyggeligt at hilse på andre bloggere og en sød Tante!

mandag den 22. august 2011

En dejlig havedag

Det var en fantastisk dejlig dag igår. Vi var så heldige at være blandt dem, der skulle se Claus Dalbys have om eftermiddagen, og det gav jo fin anledning til et formiddagsbesøg hos Jørn og Inger   hvis skønne have jeg har fulgt genem bloggen. Jørn tager selv fremragende billeder af haven, så jeg anbefaler et smut ind forbi hans blog for at se mere - her er lidt inspiration:

Selv en indkørsel kan forvandles til noget spændende. Krydderurterne, og selv salvien, overvintrer pga. det gode dræn. Helt klart en idé vi har taget til os!

Et godt billede på haven: Frodig og afslappet med små indbyggede finurligheder.

Træerne danner loft over haven og giver et eventyrligt flimrende lys. Denne rose klatrer op ad en stamme - det er da bare smukt, når sollyset rammer den.

Det er en parcelhushave på 1000m2 og ikke et græsstrå er at finde - bortset fra prydgræs! - haven er udnyttet helt ud i hjørnerne. Så smukt kan det gøres!!
Vi har fået mange idéer med hjem, og ikke mindst har jeg fået overbevist manden om at stedsegrønt ikke behøver at være kirkegårdsplanter....

Imorgen får I et kort indlæg fra Claus Dalbys have. Her gælder samme princip - Claus tager selv fremragende billder af haven og viser frem, så jeg vil bare vise det, jeg var mest betaget af.

Kan I have en dejlig mandag - jeg vil gå i haven og knokle/lege ;-)

lørdag den 20. august 2011

Imorgen er det juleaften..

Eller tæt på, føles det ihvertfald som! Jeg skal opleve to skønne haver, som jeg venter mig meget af, da de begge deler ud af haven på hver deres blog.

Jeg skriver nok lidt mere om havebesøgene - men lige nu får I billeder fra min egen have, hvor loppefund og nyindkøb har sneget sig ind:

2 stk. skønne kobberkander, fundet i genbrugsbutik - for 40kr ialt....


Sød rust-klokke. Foræring fra min mormor, så hver gang klokken ringer, vil jeg tænke på hende ;-)


Jordbær fra Frk. Iberis - krukke fundet billigt i planteskole - egen underskål = Hygge!

Kan I alle have en dejlig weekend!

mandag den 4. juli 2011

Tour-de-Blog vel overstået

- og en kæmpe oplevelse rigere! Det var en rigtig dejlig dag, og hyggeligt at møde de andre blogge-damer i virkeligheden. Super godt initiativ, Lone!

Fru Friis og jeg kørte afsted søndag morgen og mødtes med sjællænder-bussen ( ;-) )  ved den legendariske - og super søde- Tante Grøn. Hvor var vi heldige at opleve den have. Cottage-stil med sikker hånd og personlighed så det basker. Haven kommer med i Claus Dalbys bog  Hemmelige Haver, og da haven netop ER  en velbevaret hemmelighed, vil jeg ikke vise billeder. Kun gøre jer en anelse misundelige og nysgerrige ;-) Forestil jer frodighed og farver, romantik og sjæl, udnyttelse af hver en kvadratcentimeter. Så har man vel billedet af sin drømmehave i hovedet, og det er nok ikke langt fra virkeligheden...

Vi var et kort smut forbi Lundhede Planteskole, hvor jeg forelskede mig i en Jack Frost kærmindesøster... men eftersom de syntes den skulle koste 149kr, lod jeg den stå!!!!

Og forbi Frk. Iberis  , der havde åbnet sin skønne butik for vores skyld. Se bare her:

Hvor sødt!

Det ser da bare hyggeligt ud...

Meget fristende!

Ude i gårdhaven var der også tændt levende lys. Pragtfuld lanterne...
Og Iben diskede op med chokolade og the/kaffe til os, det var jo bare smukt gjort.

Vi sluttede af hos Staudefeen Marlene hvor vi liiiige købte lidt flere planter...



Den gule røllike kom dog ikke med hjem denne gang. Måske en anden gang?

Det var en dejlig tur, og idéen kan jo frit kopieres derude...

mandag den 27. juni 2011

Kosten bragte mig til Fyn

- Skulle jo lige se, om den stadig kunne flyve! Lørdag havde vi alligevel et ærinde på den del af Fyn, så vi smuttede da lige forbi Den Frodige Have i Aarup, som jo ejes af Marie-Louise . Se med her:

Haven lever op til løftet om frodighed.

Søde "forlovelser" ses overalt

Og roser... masser af roser....

Her er det Lykkefund der gør lykke i et gammelt frugttræ.


I den smukke belægning er blevet plads til nogle af Helle Nørbys fantastisk dejlige smykkesten - naturligvis specialfremstillet til netop den terrasse. Jeg er helt tosset med de sten.... MÅ eje.

Ude fra vejen får man også en god forsmag på havens frodighed og brugen af roser her og der og allevegne. Noget af det, der fascinerede mig ved haven, var frodigheden og alle oplevelserne på "kun" 1500m2. Det kan jo sagtens lade sig gøre at skabe mange forskellige elementer i en almindelig parcelhushave. med roser. Masser af roser!

Så jeg drømte om roser hele natten.... og er nu gået igang med at planlægge vores egen rosenpergola!

Jeg kan se, at en del af jer har været på havebesøg i den Dalbyske have, så jeg vil straks tage på blogrundfart! Med en sløj baby på skødet. Det bliver vist en putte-dag.

mandag den 6. juni 2011

Plantemarked Geografisk Have

Så kom vi afsted, og sikke et skønt vejr vi havde.
Vi kom i god tid, for vi lærte sidste år, at det ikke er nemt at finde parkeringsplads. Det gik lidt bedre i år, men der var godt nok mange mennesker, og køen foran indgangen kunne sammenlignes med dem man ser ved festivallernes øl-telte..

Her var det dog planterne, der var attraktionen, og det tiltrækker jo nok et andet publikum. Stemningen er fantastisk, man hygger sig og får plantesnakke med fremmede. At have en nuttet baby med i barnevogn er jo også altid noget der får snakken frem, spevcielt i bedstemødre-generationen..

Skønne stande var der nok af.

Her er  det hos Eventyr Haver. Fantastisk flot kobberspringvand. - Undskyld Annette, at jeg ikke lige hilste på, men du var travlt optaget. Og samme hilsen til dig, Marie Louise fra MP Havedesign og bloggen Den Frodige Have - det er jo kun godt, at der var travlt! Jeg hilser på en anden gang ;-)

Det lækre havetøj fra Garden Girl kunne også findes på flere stande. Suk - det ønsker jeg mig. Men har jo en snedig plan om selv at forhandle det når jeg altså får realiseret mine drømme.

Geografisk Have er jo i sig selv et besøg værd. Op ad disse pergolaer snor sig en tobakspibeplante, og sådan en må jeg have fat på. Fandt dog ingen på markedet.

Dette spejlbassin var også fint, især den blå beplantning med storkenæb og salvia.

Og vi fik handlet.... babyen måtte bæres, så vi kunne stoppe planter i barnevognen! Og bære resten... der kunne ikke klemmes flere planter ind i den bil til sidst.

Det var en dejlig dag, og vi gjorde nogle gode køb - dem viser jeg imorgen ;-)
Og så var det hyggeligt at hilse på Fru Friis, som havde været så fremsynet at montere navneskilt på plantevognen ;-)  og Malene fra Staudefeen, som havde sat en geranium fra til mig.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...