Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag

lørdag den 11. februar 2012

Så for s... de spirer jo!!

Hm - det gik stærkt!!
Sidste weekend såede jeg jo en masse stauder indendørs, for at de kune suge fugt inden jeg ville sætte dem ud. Nu har jeg jo læst, at de fleste stauder skal have frost eller godt med kulde for at spire - det har de ikke selv læst!! Ihvertfald måtte jeg skynde mig at bære et par kasser ind i varmen igen, da jeg flyttede dem ud til drivhuset. For der var fine spirer i Monarda  ( Hestemynte ) og Rudbeckia Hirta. De må nu op i gæsteværelset og pusles om et par måneder endnu.

Resten er imidlertid flyttet herud. Jeg har tre planteborde, lavet af gamle døre og haveborde, ud fra det forhåndenværende søms princip - et princip, der dyrkes i stor stil her på matriklen!! Plantebordene er beklædt med presenning og der ligger et lag filt ovenpå. I hjørnerne er skåret hul, så overskydende vand løber fra. Det fungerer super godt. Men nu har jeg jo brug for mere drivhus-plads, så jeg har bygget en ramme og hæftet dampspærreplast på - dampspær er ret kraftigt, og burde kunne tåle blæsten.


"Huset" kan åbnes foran, så man kan komme ind til planterne - og der kan luftes ud. Ret simpelt. 

For herinde er pladsen ret trang!

Det er iøvrigt akelejer, mandstro og nogle solhatte, der er kommet ud idag. Jeg er spændt på resultatet. Og kan godt se, at efterårssåning af stauder måske nok er lidt nemmere... hm... vi ser!

lørdag den 10. december 2011

Skønne amaryllis

Idéen her er lånt og videreudviklet fra en anden blog - jeg kan ikke huske hvilken, men jeg sad og blog-surfede en dag, og det kan jo bringe en vidt omkring. Jeg har en masse barkstykker liggende, og det er jo NU vi skal nyde de smukke amaryllis.

Det er blevet en ret tung, stor ting. En lidt mindre vase kunne godt gøre det.

Samme højde som Lille-Tulle, der synes det er vældig spændende når mor sætter sådan en fin ting ned på gulvet..

Rent teknisk: Bark er sat fast på en glasvase med grov snor. Vasen er fyldt med fyrregrene, lærkegrene og skimmia, og til sidst er amaryllisserne sat løst i. Så er de nemme at skifte.

søndag den 27. november 2011

Jeg vil ikke lyve for jer...

..... det tager altså lidt tid at lave denne adventskrans:


Alle materialer linet op og klar til brug: Nobilis gran, husløg, efeu med frøstande, frønnede grangrene, hekselyng, eucayptus grene med frugter, røde eucalyptus, lærkegrene, hvide roser, mos, kugler og lys, som har fået sat "ben" i. Kransen afgiver en del vand, når man begynder at stikke materialerne i, så jeg har lagt et viskestykke under.

Først sættes lysene i. Derefter den nederste krans af gran osv. Det hele fordeles jævnt. Den nederste krans skal være med lidt længere stilke end det øvrige. Den inderste skal være så kort som muligt. Husk at ribbe nålene af det gran, der stikkes i oasisen, og brug en skarp kniv til at snitte grenene af med.


Næste lag fordeles jævnt på, mos er sat fast med en " hårnål " af bukket ståltråd. Husk hele tiden at gøre stilkene kortere og kortere efterhånden som man arbejder sig opad. Brug kun de fine og kraftige granspidser - her skal altså frådses lidt!

Og det er jo ikke forbudt at hygge lidt mens man arbejder.....

Til aller sidst fordeles husløg, kugler og roser. Lidt eucalyptusgrene med frugter stikkes ind hist og her, et par lærkegrene fordeles lidt rundt omkring.


Husløgenes grå-grønne farve matcher perfekt metallakken på lysene og de matte kugler. Denne krans behøver ikke glimmer eller blanke kugler, men når lysene har den skinnende metal-overflade, synes jeg de matte kugler skulle med i kransen for at få farven med ned i bunden.

Jeg vil ikke prøve at overbevise jer om at det er nemt at lave denne her - men det er altid et forsøg værd, hvis man skulle have lyst!

fredag den 25. november 2011

Kranseforslag 2

Her er endnu en måde at lave adventskrans på:

Kransebunden er en færdig-købt sag, der stod og råbte på noget let pynt. Jeg har sat olivengrene, lærkegrene, fyrregrene og eucalyptusfrugter i spænd mellem kransens grene. Der er limet sølvstjerner på hist og her, og det har fået lidt fin sølvglimmer. 

Lysene står på en holder med spyd på - men det er ikke nemt at få dem til at sidde stabilt! Jeg har givet holderne en god klat lim også.

Kransen ville uden tvivl have været kønnere med hvide eller olivengrønne lys, men i mangel på sådanne, brugte jeg mørkegrå.

På lørdag satser jeg på at lave min egen adventskrans - og jeg tager billeder hele vejen igennem processen. Søndag satser jeg på at få tid til en god gang blog-surfing igen - der har jeg nemlig en hel fridag! 


torsdag den 27. oktober 2011

Små lyspunkter


En lille skjuler, en klump oasis, et lille bloklys og lidt efterårspynt. Sødt og nemt.

søndag den 23. oktober 2011

Krans til gravsted - DIY

Der er så mange smukke blade netop nu, og de kan udnyttes til at binde kranse af. Ganske vist bliver de alle brune med tiden, men det er jo også smukt. Lige nu og her kan man udnytte farvespillet og måske kombinere med lidt paradisæbler eller andet. Jeg har valgt at sætte lidt roser fra haven i også, men kransen ville også være sød uden.

Først har jeg samlet en masse blade, æbler, rosenhoveder og lidt efeuranker. Det hvide krøllede er tillandsia-mos, det kan købes hos blomsterhandleren, men hekselyng kunne også gøre det. Vindseltråden er fastgjort på halmkransen, så man binder materialerne på henover og under - derved "låses" kransen for hver omgang.

Det hele fordels jævnt, og når man binder med blade, skal man huske at binde det tæt sammen, for bladene tørrer op og krøller, så tråden bliver synlig! Når jeg binder bladene på, bukker eller krøller jeg dem gerne for at få det buskede udtryk.

Når man kommer til afslutningen, bøjes "første omgang" tilbage, så man kan binde sidste omgang helt ind under. Tråden køres et par gange om kransen og fastgøres bagpå, og første omgang vippes tilbage.

Tilsidst har jeg sat æbler fast på pind, ved at stikke en kort pind i kransen først og derefter sætte æblerne på. Et par efeuranker er sat ind under tråden et sted og sat i spænd under æblerne.

Den færdige krans i efterårets gyldne stråler. Den ligger nu på kirkegården og lyser op.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...