Viser opslag med etiketten Haven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Haven. Vis alle opslag

mandag den 18. juni 2012

Ny blog er kommet til verden

Jeg har gjort det - altså lavet en blog til både butik og have. Jeg må erkende, at tiden kun er til een blog - og da jeg gerne vil vise lidt af det hele fra både butik og have, er løsningen blevet:
Tulle og Trillebøren

Jeg håber, I har lyst til at kigge med derovre. Jeg vil løbende flytte min "gamle" blogliste med derover, så jeg stadig kan følge med hos jer andre.


Her er lidt af det, jeg netop har lagt på den nye blog.

På gensyn ? ? ?


søndag den 10. juni 2012

Selvsået frodighed

Endelig fik vi lidt regn! Haverne har manglet det - jeg indrømmer gerne, at i år har jeg altså vandet! Sidste år fik jeg næsten ingen pæoner, da alle knopperne tørrede ind. Det skulle ikke gentage sig i år.

Det tegner godt. Store, fyldige knopper. Og en selvsået digitalis - jeg har givet dem lov til at sprede sig hist og her, og i år synes jeg, at den eftertragtede cottage-stil er kommet tættere på.


En smule inspireret af Fru Friis... Find en fejl... skal hilse og sige, at sådan en valmue er ret svær at aflive. Jeg har flyttet en del af planten, med held, men resten lever lystigt videre på de stumper af rødder, der måtte være tilbage!

Det er da smukt...


Mit gul/hvide bed fik tilført en håndfuld lupinfrø - fra en hvid lupin - sidste år....

Og denne verbascum er også en selvsået variant - men den er da fin!

Til sidst en lille dusk.
Begge kameraer driller - det ene tager ikke gode billeder ( som dette, hvor farvemætningen er helt forkert) og det andet kan jeg kun tage ganske få billeder med, så er batterierne tomme.
Tjah - et nyt kamera må på ønskelisten.


søndag den 3. juni 2012

Kom hviledagen ihu

og det gør jeg så, har (næsten ! ) ikke været på arbejde....

I skal lige se lidt af de hvid/gule i haven netop nu. Jeg er blevet helt skør med de farver, og må indrømme, at den pludselige besættelse skyldes Claus Dalbys fantastiske sammensætninger.


Og så er opstarten af butikken gået over al forventning - kunderne har taget virkelig godt imod mig og den helt nye indretning. Jeg har ikke lige endnu fået lavet det så lækkert som jeg gerne vil, men det kommer - stille og roligt. Derfor er der heller ikke nogle "lækre" billeder at vise, men I må da gerne se lidt overbliksbilleder :






Jeg glæder mig til at vise jer mere, når det er kommet lidt bedre på plads.



søndag den 27. maj 2012

Akelejerne har hovedrollen

Jeg kan ikke vælge - der er så meget sødt lige nu!

Bedene er domineret af de skønne akelejer i alle afskygninger.



Det hvide bed begynder at vise farve - her er plantet tæt fra starten af, og det har allerede givet bonus. Knap så meget ukrudt og et frodigt udtryk.

Ehrm, det blev vist lidt skævt... men altså, manden er i sving med at grave græs-stierne væk. Græsset breder sig uhæmmet ind i bedene, og det er vi ret trætte af. Pengepungen siger nej til stenmel i dette år, så vi smider flis på i første omgang.


"- Ha! Jeg kan da bare gemme mig i græsset! "

( og faktisk må vi af og til hen og kigge nærmere, for han er virkelig ikke nem at se i det høje græs på reservefolden... )

torsdag den 17. maj 2012

At ville det hele

Mange taler om begrænsningens kunst.... det er ikke min stærke side! Der er så mange fine ting i haven lige nu, så i stedet for at vælge et enkelt tema, får I en all-round-tur :


Frølinger i drivhus priklet og sat ud på borde. Hvad gør jeg med alle de tilovers... overvejer at grave nyt bed, men for dælen da, jeg har jo ikke tid til alle de nye bede!

Blå knopurt i selskab med forglemmigej. Og en rigtig sød nyanskaffelse fra sidste år, en porcelænsveronica så vidt jeg husker.





 Skillaerne stortrives rundt omkring, og de vokser vildt i plænen.


Stenhøjen er bare SÅ smuk her i forsommeren. Floks, blåpuder, krybede læbeløs og saxifraga blomstrer om kap. Snart blomstrer dværgsyrenen også.

Jeg har meget mere på hjerte -- men den historie får I en anden dag.

God Kr. Flyvefart til jer alle ;-)


torsdag den 3. maj 2012

Vil I med i haven?

Dette bed står for enden af indkørslen og byder velkommen. Queen of Night, Negrita og Shirley stråler i det skarpe lys.

Langs pergolaen er alle tulipanerne sprunget ud.

Jeg er vældig tilfreds med farvekombinationen! Orange Jimmy, rød Jan Reus, lilla Negrita og en dobbelt gammelrosa, jeg ikke kan huske.

Stenhøjen er også bare i topform her i Maj. Floksen er så fin.

I et hjørne har judaspenge fået lov at sprede sig helt vildt.

Set lidt fra oven, nu grønnes det hele.


" Børne-haven" har vi døbt denne del, her er sandkasse, og skal være legehus, bålplads og andet sjov. Træstammerne kan man tumle på, og højbedene er bygget rundt om nogle stubbe, vi alligevel ikke kunne slå græs på. Nu har vi plantet bærbuske og duftende blomster i dem, lige til at nyde.

Det er da fint. Så må vi se, hvordan der ser ud når alle roserne kommer igang også.

lørdag den 21. april 2012

Lilla-puder og tulipaner på spring

Altså! Når det nu hedder blåpuder.. hedder denne vel lilla-pude...?

De er da søde. Jeg har ikke set den lilla/mørk pink farve før, så de røg fluks med hjem.

Tulipanerne begynder at gøre væsen af sig - Negrita, Jan Reus og Jimmy. Tror også jeg lagde nogle Angelique, men de kommer senere. Jan Reus ( mørkerød ) var først fremme i skoene.

Japansk kirsebær ( Brilliant ) blomstrer nu, bedene er klar, marken er harvet... kom bare an, sommer!

Thalia - den er min absolutte forårs-yndlings-narcis selvom den er lidt troløs. Så må man investere lidt hvert år, men de er da smukke.

Hm, Ice Follies måske? Nyindkøb fra sidste år - den er da sjov.

Projekt maling af hus og bygninger sat igang.. første lag cempexo påført, og det pynter!

lørdag den 14. april 2012

Gode tilbud!

Det vrimler jo med gode tilbud, der kan friste en svag havesjæl som mig.... alle vegne er der frugtbuske, rhododendron, klematis og andet godt.. Og det virker. Jeg lod mig friste!

Selv stolene var på tilbud.. 2. sortering, men til 50kr pr stk, haps, og de skal da op på den nye 1.sals terrasse. Rhododendron til 25 og 50 kr, bærbuske til 15 og 25 kr, klematis til 40kr... og bemærk havenissen, ridende på en frø... en indflyttergave til min mormor, som HADER havenisser - og som derfor må finde sig i at få en af og til!! ;-)
Kuppene er gjort i Kvickly, Rema 1000 og Jysk.

Herlig stedmoder, som skifter farve med alderen.

Trængsel i drivskuret. Alt det, der var sået indendørs, har vi flyttet ud, for vist spirede det fint, men så gik det helt i stå. Det har nok alligevel været for mørkt inde, trods de fik husets lyseste rum - og koldeste! Efter få dage herude sker der igen noget.


Min hurtige udvidelse med plastoverdækket plantebord fungerer også super godt - dog har bordet kapituleret.... Det skal bare liiige vente med at kollapse helt til planterne kan prikles! 

Narcis Minnow lagde jeg i efteråret, og sikke en lille skønhed. Den står selvfølgelig i det hvide/sart gule bed.

Du lille anemone.... dog ikke den "rigtige" blå . - den vil jeg iøvrigt meget gerne have fingre i, så hvis du kender et godt sted, hvor man måske kunne låne et par stykker...

En påskeklokke med tydelige lyse bladnerver og små nikkende blomster. Så sød!

Japansk kirsebær på vej i blomst - andre steder har jeg set dem længere fremme, men vores står også meget udsat. Den lyserøde blomstrer først, og om et par uger begynder den hvide.

Nøøøj, kan næsten ikke vente... lige om lidt går det løs, og vi skal nyde resultatet af 500 tulipanløg lagt i vores nye rosenpergola. De syner ikke af meget - 500 mere kunne jeg nok godt klemme ned ;-)

Wow. En ternet skønhed.

Håber I alle nyder vejret og weekenden derude - her i det sydlige er det pragtfuldt!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...