Viser opslag med etiketten Højbede. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Højbede. Vis alle opslag

torsdag den 30. juni 2011

Urt i snor

Så kan de lære det! Vi har bygget et højbed mere ( jvf. det forhåndenværende søms princip ) og alle mine nyindkøbte mynter har fået hver deres sorte spand med huller i bunden. Spandene er gravet ned, jeg satser på det hjælper med at holde på fugt og temperatur, ellers kunne de jo bare have stået i krukker.
Sådan nogle mynter tager jo den plads, man giver dem, så på denne måde burde jeg have styr på dem!
De har fået selskab af citronmelisse, purløg, brøndkarse, anisisop og persille.

I år har jeg sået på en anden måde, og det er jeg vældig glad for: I dette bed står løg og gulerødder og hygger sig med morgenfruer. En køn og gavnlig kombination, da løg og gulerødder altid har været gode partnere, og så tilsat lidt blomstrende selskab.

Meget dekorative rødbeder. Håber manden gider spise dem, jeg gør ikke... men kønne er de!

Vi er i fuld sving med projekt ny rosenbue. Og så har jeg lige shoppet amok hos det lokale plantecenter ( hvor jeg også har arbejdet engang ), der lukker imorgen.... uha, det var billigt! Men begrænset udvalg - de er godt nok blevet ribbet derude. Sådan går det når folk læser om halv pris, og det var jo også meningen. I min kurv kom der pelargonier og et par chokoladeblomster - de er bare dejlige. Så nu vil jeg gå ud og plante krukker til.

Hav en dejlig dag derude i blog-land ;-)

tirsdag den 10. maj 2011

En lille havevandring

Dagens haverundtur starter her i haven under rødbøgen, og det er den "oprindelige" have. Her langs en bøgehæk står rå mængder af spansk skilla. Et rigtig dejligt indslag her i maj!


Vi fortsætter om i staudehaven, den nyanlagte have. Her er det stenhøjen, der står i fuldt flor. Pudefloksene er bare skønne nu. Af en eller anden grund er det den lyseblå, der klarer sig bedst - de andre farver trives ikke, eller er døde... Her oer også plantet et par paradisæbler for at give lidt højde og blåpuder, saxifraga, lavendel, dværgsyren og andet godt er her også. Hvis man synes at skimte en lille mælkebøtte eller en skvalderkål, tager man HEEEELT fejl... hm....

Et andet sted i staudehaven, de blå/pink bede, står pæonerne nu i knop. De har her selskab af Queen of Night og Cimicifuga Ramosa Brunette ( den har vist fået nyt navn, men det kan jeg ikke lige huske) Bagerst en nyplantet bøgehæk, udsat for frost..

Skønne bjergknopurt - hvilken taknemmelig staude - foran Allium. Og den husker jeg ikke navnet på!

Et vue ud over køkkenhaven. Næææh hvor det blomstrer! Det er ikke lige til at se det her, men der står 11 forskellige frugttræer. Ret nyplantede. Og så er der vel en 10 højbede efterhånden - ikke nær nok, men man kan jo ikke nå det hele... hvert år kommer et par nye højbede til. Jorden er nemlig ikke god herude, den er fyldt med byggeaffald. Og så er det nemmere at styre højbede! Det ligger lige ud til vejen, og vi har planer om at plante noget blomstrende hæk med et par opstammede træer imellem, for når der ligger sne, hænder det ganske ofte, at en vildfaren traktor med sneplov kører herind og deponerer sne!

Skønne æbleblomster. Der er kartofler i højbedet bagved.

Lige et hurtigt smut ind under bøgen igen - akelejerne er igang!

Og her ser I så, hvad tiden går med - vores terrasseprojekt i to etager!

fredag den 13. august 2010

Høsttid!


Det er en dejlig tid. Højbedene og drivhuset bugner af spiselige sager.



Dog har jeg et problem med at få mine bøftomater røde? Samme problem for chili og peber - de er fine grønne og store, og vokser godt, men får ikke farve? Drivhuset er bygget af gamle sprossevinduer, og der er kun vinduer i facaden mod syd. Resten er bræddevæg, med trapez-plader over. Så det undrer mig hvis det er for meget sollys, der driller? Jeg har været ret flink med gødningen - kan det være det?

fredag den 16. juli 2010

Midt i en agurketid...


Jubii! Høsten er i fuld gang herhjemme. Vores selvbyggede drivhus"skur" fungerer rigtig godt. Agurker og tomater er forlængst vokset mig over hovedet. Og ude i højbedene har kartoflerne "Solist" været klar længe. De smager bare godt, kan anbefales! Er der noget bedre end at kunne høste grønt af egen avl? Det er som om det lokker en bid mere ned - eller to...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...