Så kan de lære det! Vi har bygget et højbed mere ( jvf. det forhåndenværende søms princip ) og alle mine nyindkøbte mynter har fået hver deres sorte spand med huller i bunden. Spandene er gravet ned, jeg satser på det hjælper med at holde på fugt og temperatur, ellers kunne de jo bare have stået i krukker.
Sådan nogle mynter tager jo den plads, man giver dem, så på denne måde burde jeg have styr på dem!
De har fået selskab af citronmelisse, purløg, brøndkarse, anisisop og persille.
I år har jeg sået på en anden måde, og det er jeg vældig glad for: I dette bed står løg og gulerødder og hygger sig med morgenfruer. En køn og gavnlig kombination, da løg og gulerødder altid har været gode partnere, og så tilsat lidt blomstrende selskab.
Meget dekorative rødbeder. Håber manden gider spise dem, jeg gør ikke... men kønne er de!
Vi er i fuld sving med projekt ny rosenbue. Og så har jeg lige shoppet amok hos det lokale plantecenter ( hvor jeg også har arbejdet engang ), der lukker imorgen.... uha, det var billigt! Men begrænset udvalg - de er godt nok blevet ribbet derude. Sådan går det når folk læser om halv pris, og det var jo også meningen. I min kurv kom der pelargonier og et par chokoladeblomster - de er bare dejlige. Så nu vil jeg gå ud og plante krukker til.
Hav en dejlig dag derude i blog-land ;-)