torsdag den 21. oktober 2010

Jeg er ikke pilefletter.....

Sidste år var vi nød til at fælde et af vores store lindetræer. Meningen var så. at vi ville få savet en figur i stammen, men træet var desværre helt råddent i kernen. Så fik savet stammen kortere, og hugget et større hul ud, så den kunne bruges til at plante i!  

Jeg har plantet en klematis Montana Rubens, og den skal jo have lov at klatre på noget. Det er jo en ret voldsomt voksende plante, hvis den får fat. Så jeg har kastet mig ud i at lave en "kugle" af pilegrene, dog uden så mange grene i bunden af kuglen, for den skulle kunne laves først og sættes ned over planten bagefter.  Pilegrenene er klippet af nogle vilde pil på vejen. Det er altså ikke rigtige flettepil, og det gør jo så også resultatet anderledes....   

Som overskriften siger, er jeg ikke pilefletter. Men jeg ville gerne lære det. Anyway, her er det altså blevet nogenlunde som jeg ville have det. Kuglen er sat fast ved at sno klematissen omkring den, og der er sat nogle grene flettet ind i kuglen og i jorden. Jeg håber, at planten får godt fat næste år og dækker det meste af kuglen.

søndag den 17. oktober 2010

Lidt fra stuen..

Ææææælsker grove potter og fine planter kombineret med lidt sølv..

Har lånt denne skønne urne af min svigerinde. Håber, hun glemmer alt om den!! ;-)

Sherlock Holmes Piben trives her i det mørke hjørne. Den får vand når jeg husker det...

onsdag den 13. oktober 2010

En lækker kurv med godt fra haven..

Så fik jeg da lige 5 minutter til mig selv! Skønt.
Det bliver jo nok snart nattefrost, så jeg kan ligeså godt nyde blomsterne i fulde drag inden det er for sent.

I en lækker "Eliza-kurv" har jeg sat en vase - der skulle for meget oasis til, syntes jeg - og over den lagt et net af kobber.

Så har jeg bare løseligt stukket blomsterne ned i vasen, gennem nettet.

Det giver et uhøjtideligt udtryk, og det var netop det, jeg ville have.

En kurv fuld af sensommerens fineste: Dahlia, roser, gladiolus, kæmpeverbena, lidt lavendel, æbler og en majskolbe!

søndag den 19. september 2010

Nyt familiemedlem

Ja, så har jeg lige været fraværende et stykke tid... fødte en dejlig datter d. 3/9, og det tager altså en del tid... I nærmeste fremtid kommer der efterårsstemning herinde, har masser af idéer til kreative sysler, men nu må jeg hellere lige koncentrere mig lidt om den lille nye!

Kan I alle have det rigtig godt, og jeg vender snarest tilbage ;-)

torsdag den 2. september 2010

Lidt af nuet...

Klematissen "Jackmanii" er på retur nu. Men den har gjort det fantastisk godt! Kæmpeverbenaen giver en dejlig lethed bag i bedet. Skal helt sikkert prøves igen næste år.

"Black Knight" . Frøs ellers meget tilbage i vinters, men den har en imponerende livskraft. Godt, jeg ikke gravede den op...
Violfrøstjernen!!! Dem må jeg absolut have flere af.

En hortensia hjembragt i forkølet tilstand. Stod til udsmidning fra butikken sidste år, og det nænnede jeg altså ikke, så den har fået nyt liv i min have.
Et ny-indkøb: En sart gul marguerit, leucanthemum. Fundet i jem&fix... man kan være heldig.

Absolut også en af favoritterne, hydr.pan. "Limelight"... den starter som limegrøn, går over i hvid og ender sine dage i de rosa toner...

mandag den 30. august 2010

MÅ eje....

Denne sommer har jeg sået zinnia, frøkenhat, i mit staudebed, der var nogle tomme pladser. Det er jeg godt nok glad for! Nøøøj, hvor er de fiiine. Og trofaste, nemme og meget anvendelige i alle mine små blomster-kreationer. Den kan varmt anbefales, og næste år tror jeg, at jeg må lave en decideret skære-have et sted til alle de søde sommerblomster. Staudebedet skulle gerne fyldes pænt op med - nå ja, stauder...


En anden plante, jeg må eje næste år, er appelsin- og citron-tagetes. Tagetes har længe stået for mig som en rigtig mormor-plante på den kedelige måde, og derfor er jeg gået laaangt uden om den. Men i år er jeg stødt på disse to (nye?) varianter, og DE er bare skønne! Billedet nedenunder er taget i Den Økologiske Have i Odder. Duften, når man nuldrer blomsterne, er helt enkelt uimodståelig.


Herunder er et billede fra min egen have, igen. Et sted, hvor farve- og form-sammensætning er lykkedes, og det var ikke engang planlagt. Det er sådan, at bedet først blev etableret i efteråret. Jeg havde samlet en del planter, og de blev sat ret tilfældigt, uden hensyn til form og farve, endda højde, de skulle bare i jorden. Planen var jo så, at nu her til efteråret går det vilde flytteri ind! Det glæder jeg mig MEGET til. Som tidligere nævnt, er jeg jo gravid, så lige nu går jeg rundt og længes efter at få fingrene i jorden igen... Men timingen er perfekt, hvis alt går vel, er min krop fit-for-fight netop som det er allerbedst at flytte planter!
 Uhh, det bliver godt...

fredag den 27. august 2010

Mit kreative hjørne

Jeg fik et "flip" igår. Mit kontor/kreative rum trængte til en overhaling.
Jeg har afsat et helt spisebord til computer-hjørne, og ved siden af har jeg dette bord til kreative udfoldelser.


Jeg tænker, at hvis alle materialerne - stortset- er ved hånden, så er det nemmere at gå igang!!

Så hvis man samtidig gør det lidt hyggeligt, MÅ det da give et kreativt afkast!!!


Jeg har en masse håndlavet papir og søde servietter, men de lå og gemte sig i et skab. Nu fandt jeg en gammel ramme, beklædte den bagpå med en rest voksdug, lavede 2 lommer at voksdug og spændte elastikbånd henover.. og så op på væggen. Så husker jeg vel at bruge det, og det er samtidigt dekorativt!

Ligeledes havde jeg en masse bånd liggende. En trækasse, der engang har været potter i, blev modificeret og hængt op på væggen. Båndrullerne er nu lige klar til at bruge! Og jeg har overblik over, hvad der egentlig er...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...