Denne sommer har jeg sået zinnia, frøkenhat, i mit staudebed, der var nogle tomme pladser. Det er jeg godt nok glad for! Nøøøj, hvor er de fiiine. Og trofaste, nemme og meget anvendelige i alle mine små blomster-kreationer. Den kan varmt anbefales, og næste år tror jeg, at jeg må lave en decideret skære-have et sted til alle de søde sommerblomster. Staudebedet skulle gerne fyldes pænt op med - nå ja, stauder...
En anden plante, jeg må eje næste år, er appelsin- og citron-tagetes. Tagetes har længe stået for mig som en rigtig mormor-plante på den kedelige måde, og derfor er jeg gået laaangt uden om den. Men i år er jeg stødt på disse to (nye?) varianter, og DE er bare skønne! Billedet nedenunder er taget i Den Økologiske Have i Odder. Duften, når man nuldrer blomsterne, er helt enkelt uimodståelig.
Herunder er et billede fra min egen have, igen. Et sted, hvor farve- og form-sammensætning er lykkedes, og det var ikke engang planlagt. Det er sådan, at bedet først blev etableret i efteråret. Jeg havde samlet en del planter, og de blev sat ret tilfældigt, uden hensyn til form og farve, endda højde, de skulle bare i jorden. Planen var jo så, at nu her til efteråret går det vilde flytteri ind! Det glæder jeg mig MEGET til. Som tidligere nævnt, er jeg jo gravid, så lige nu går jeg rundt og længes efter at få fingrene i jorden igen... Men timingen er perfekt, hvis alt går vel, er min krop fit-for-fight netop som det er allerbedst at flytte planter!
Uhh, det bliver godt...