Som så mange andre, har jeg også en stor svaghed for de mørke skønheder! Herover er det en geranium, jeg fandt på et plantemarked tidligere i år. Den har virkelig bredt sig!
Her Eupatorium, to forskellige hjortetrøst. Den ene med meget mørke blade, den får hvidlige blomster og er knap så stor som den anden.
En mørk stokrose og den u-undværlige chokoladeblomst! Alene navnet gør den selvskreven i min have!
Den vilde merian har jeg også i staudebedet. Den tiltrækker insekter og sommerfugle, og så synes jeg farven spiller så godt til alt det andet, særligt de mørke.
Hypericum´en her står faktisk i det forkerte bed! Den skal over til de gul/orange/røde, når det bliver lavet. Men når den står som nu med bærrene, passer den fint ind.
En kløver, Oxalis, har fået en krukke for sig selv. Mon jeg kan overvintre den? Billedet ved siden af er Agastache "Black Adder" i staudebedet. Den var helt mørk i løvet, da jeg købte den. Det forsvandt desværre.. men sommerfuglene elsker den!
Denne er en af favoritterne. Cimicifuga Ramosa Brunette. "Sølvlys". Skøn-skøn
Og så lige en sedum med mørke blade - jeg har en, der er mørkere, men den trives ikke nær så godt som denne. Og selvfølgelig er parykbusken også med i min "mørke samling"!
Udover disse har jeg Heuchera, rød troldhassel ( coryllus A. C. Red Majestic ) , diverse krybende læbeløs og flere mørke geraniumer...der er nok flere af de mørke! Men det må vist være rigeligt billeder for en dag nu ;-) Næste år, når det hele rigtig har vævet sig sammen, lægger jeg nogle oversigtsbilleder ind.
De er fantastiske dine mørke skønheder, den mørke geranium er meget interessant (altså, ikke at de andre ikke er det...)
SvarSletvenlig hilsen Sussi
Hej Sussi
SvarSletJeg kan desværre ikke huske navnet på geraniumen, men den er helt lav og krybende, ca. 5-10cm høj, bladene er sådan lidt rust-røde og blomsterne hvidlige med en snert af rosa. Jeg er ved at prøve at stiklingeformere den, den har ikke lavet udløbere selv endnu, så jeg har bare delt nogle af de meget lange stængler og stukket dem... Håber det lykkes!! Men indtil videre ser det lovende ud;-)
Mange hilsner, Anette